Tine Bryld´s tale
Tale i anledning af Grønlands Nationaldag søndag den 21. juni 2009 Strandhusene Egebjergvej 231, 4500 Nykøbing Sjælland - Kajakforeningen Saqqit.
MERE...
I 1983 blev Nationaldagen indført - på årets længste og lyseste dag. Sådan skal det være og her 26 år efter fejrer vi ikke bare nationaldagen, men også Selvstyret.
Vi fejrer fremtidens Grønland. Det gamle parti Siumut måtte takke farvel efter mange års berettiget kritik. Alt har sin tid, også de pionerer der i sin tid var med til at indføre Hjemmestyret. Alle bliver slidt ned, alle rammes af magtens sødme, det gælder selv de bedste og mest idealistiske.
Sådan har det været i Grønland, sådan er det i Danmark og resten af verden. En ny tid er begyndt, her i 2009 med et valg, der varsler nye tider. Jeg har mødte Kuupik Kleist flere gange, han rummer det bedste og sikkert også det værste. Men hjertet banker for det folk, han er rundet af. Og hovedet sidder som det skal. Med kløgt, indsigt og humor. Mange har tillid til Grønlands nye leder, mange genkender følelsen af forandring som dengang Barak Obama blev USAs nye præsident.
Hvori består forandringen, hvorfor begejstres vi når Obama retter sit stærke blik mod os og taler om det fælles ansvar, om at sætte mennesket i centrum, om at sikre at alle har ret til sygesikring, pleje, boliger og arbejde.
Har de andre præsidenter og landsstyreformænd ikke sagt det samme?
¨Har de ikke alle talt om at nu skal de svageste grupper have bedre forhold?
Jo, men tiden er en anden. Vi kan udveksle ord og musik på nettet, vi kan rejse og møde andre og mærke, at mennesket har det samme behov for nærvær, accept, tryghed og ikke mindst følelsen af at være anerkendt som ligeværdig, som en del af et lille samfund og det store uden for vores egne grænser.
På samme måde tror jeg at selvstyrets nye leder vil indgyde håb i den grønlandske befolkning og lysten til selv at gøre noget ved utålelige forhold. Vi ved at økonomien er stram, at der er røde tal på bundlinien, men vi ved også at et folk der har så meget stolthed gennem flere generationer og som har overlevet både herrefolk og embedsmandsstyre og korrupte politikere har et potentiale, der vil blomstre i de kommende årtier.
Mennesker får lyst til at deltage i samfundets forandringer, når de bliver hørt og taget alvorligt.
Og meget skal forandres. Ikke kun fattigdommen, som har ramt store dele af den grønlandske befolkning, men også mismodet, vanrøgt og afmagt. Vi har hørt om børn, der hverken får skolegang eller uddannelse, vi har hørt om familier, der ikke ved, hvordan de skal mætte deres børn den næste dag.
Uden for Grønland er vi i dag forsamlet med et helt særligt formål - udover at fejre nationaldag og selvstyre. Vi er her for at markere, at der er mange, der uden at blive spurgt, uden at vide, hvad der skulle ske, blev sendt til Danske institutioner, psykiatriske afdelinger og fængsler i løbet af 60´rne og begyndelsen af 70´rne. Det er en af de største skampletter i vores fælles historie - uanset nok så mange gode forklaringer undskylder det, der skete dengang, Grønland skulle udvikles til et såkaldt moderne samfund.
Nogle af jer er samlet her, nogle af jer taler ikke længere jeres eget sprog, nogle af jer ønsker af hjertet at komme tilbage til Grønland, nogle har været i DK så mange år, at de ikke kan vende tilbage. Men ét har I til fælles: Ingen har bedt jer om at komme hertil.
Det skete i den bedste mening. Der var dengang ikke planlagt at tage vare på dem, der hidtil havde været overladt til familien, ligesom der ikke var planlagt at tage vare på de svageste, på de forsømte børn, der tilbragte år på børnesanatorier, og børnehjem indtil en stor del af dem blev bortadopteret til danske familier. Eller der fandtes ikke fængsler eller anstalter, hvor man kunne anbringe dem med de værste forbrydelser. Alle blev sendt til Danmark og alt for mange er her endnu.
De psykisk og fysisk handicappede lovede hjemmestyret at hjemtage i takt med udbygning af tidssvarende institutioner. Meget få er det lykkedes at integrere, selv om viljen har været der.
Jeg har besøgt et par af de nyere institutioner, og mødt dem, der havde tilbragt alt for mange år i Danske institutioner. Nogle var glade, alene for at være i den smukkeste natur, andre for at have fået kontakt med familien, men fælles for flere var følelsen af ikke rigtigt at høre til, ikke at være accepteret som grønlænder med samme rettigheder som andre.
Meget få er kommet tilbage i de sidste år. Der er stadig 100 psykisk handicappede fortrinsvis i Vestsjælland og jeg ved, at en del ønsker at blive og andre ønsker at komme tilbage, næsten uanset hvad.
Jeg ved også at der findes mange fantastiske ildsjæle blandt de medarbejdere, der tager vare på de handicappede og det ses også i dag, hvor så mange kan være samlet.
Jeg håber og har tillid til at det nye grønlandske styre vil focusere på alle de grønlændere, der blev sendt hertil i løbet af et par årtier, at man ikke som det er sket i alt for mange år vil glemme de glemte grupper af grønlændere.
En nation skal tage vare på sine egne i eget land, det er en menneskerettighed og det gælder i særdeleshed de grupper af medborgere, der ikke har stemme og magt til selv at bestemme over sit eget liv.
Jeg vil til sidst takke for Kajakforeningen ”Saqqits” initiativ til at lave dette arrangement, den helt særlige dag, hvor vi glæder os over at være sammen, spise sammen og mødes i bedste Aasivik-tradition, hvor ordet og musikken er fri - og maden venter på at blive spist. Jeg er både glad og stolt over at være blandt jer sammen med min danske og grønlandske familie.
Tak og god fest
Tine Bryld
