Om umiaqqen
UMIAQ – konebåden
Ole G. Jensen fra Ammssalik Museum har skrevet dette om Umiaqqen
Umiaq, inuits langturs- og familiebåd, er formentlig lige så gammel som inuit kulturen selv.
Inuits udbredelse fra det yderste Sibirien til Østgrønland ville have været utænkelig uden dette fartøj. Den er da også kendt i hele området og betegnelsen for båden stor det den samme i hele inuit området. Formen og formålet varierer fra de smallere umiat i Alaska, der anvendes til jagten på de store hvaler, til de bredere rummelige transportbåde i Grønland.
MERE...
Kvinderne roede båden
Den kaldes også konebåd, da det var kvinderne der roede båden, mens mændene sejlede ved siden af i deres kajakker. Fyldt med husgeråd, børn og eventuelt hunde, sommertelt m.v. rummede den hele familiens jordiske gods. Der var almindeligvis 4 roersker, sejl blev også i noget omfang anvendt til fremdriften.
Et transportmiddel
Umiaq var sommerens transportmiddel og helt uundværlig for grønlænderne. I det store langstrakte land med dybe fjorde og mange øer i skærgården var det, dengang som nu, nødvendigt med et transportmiddel, der kunne bringe hele familien af sted over lange afstande. Man mødtes på fangstpladser eller ved sommerens store sammenkomster. Familiebesøgene og sommermøderne hvor man mødte nye folk, udvekslede nyheder og lavede aftaler for det kommende år var noget der blev set frem til med stor forventning efter vinterens isolation.
Familier sejlede af sted sammen for at samle forråd. Forårets træk af sæler ved de yderste øer, hvor der blev tørret kød, ammasatfangsten, og senere ørred- og renfangsten inde i landet var en del af den årlige livsrytme.
Tungt læssede med forråd til den lange vinter vendte bådene tilbage i løbet af sensommeren , inden efterårets farlige, tynde islag satte ind. En rift eller et hul i skindet var dog ikke nødvendigvis fatalt, et stykke spæk blev stoppet ind i hullet og når båden kom på land kunne den let repareres med nål og senetråd, der altid var øverst i bagagen.
Selvom konebåden i Grønland fortrinsvis har været et lastfartøj, der kan bære mange kilo, er den let i konstruktionen og kan bæres over land eller op på isflager, hvis isen pludselig spærrer vejen.
Også et nødly
Under de ofte flere dage lange ture til sommerpladserne blev den også anvendt som nattely undervejs. Den blev båret op på land og langt med bunden i vejret, understøttet af en lille pind i den ene side, her havde man så hurtigt et godt læsted for natten. Det samme gjorde sig naturligvis gældende hvis man kom ud for dårligt vejr - storm eller regn - undervejs.
Smukt har det sikkert set ud i sommernatten, nærmest som kinesiske lamper på stranden, med lyset der skinnede gennem umiaq’ens tynde skindbeklædning og bådens ribber som mørke regelmæssige mønstre mod det gyldne skind.
Den ældst kendte umiaq
Den ældste umiaq der kendes i Grønland og samtidig Verdens ældste, er den 500 år gamle umiaq, der blev fundet i slutningen af 1940’erne i det nordligste Østgrønland, i Pearyland, af den danske polarforsker Eigil Knuth. Båden er samtidig den længste, der er fundet i Grønland med en længde på 11 meter. Den er smallere end de umiaq, der normalt blev anvendt i Grønland, og mere lig den type der anvendes i Alaska til hvalfangst. Om den har gjort hele turen fra Alaska til Østgrønland vides af gode grunde ikke, men det kan meget vel være muligt.
I 1980 blev der på Vikingeskibsmuseet i Roskilde fremstillet en kopi af den gamle båd. Ældre grønlændere fra Nanortalik området i Sydgrønland kom til Roskilde og byggede båden.
Umiaq anvendtes indtil for 40-50 år siden og er nu for længst afløst af motordrevne både, det bliver derfor mere og mere vanskeligt at finde folk med viden og byggeriet og kopien fra Roskilde kan derfor meget vel være den sidste umiaq der er bygget.
