På gensyn Åmosen

Min tid på Åmosen.

Da jeg startede på Åmosen, var det til noget helt nyt for mig. Jeg havde ikke arbejdet med voksne mennesker med nedsat funktionsevner før. Men jeg blev tage imod med åbne arme, både at brugerne og pædagogerne. Jeg faldt hurtigt ind i tingene, brugerne var glade for den person som jeg nu er -glad, smilende og snakkende- nok lige lidt for meget, indimellem. Men det synes de jo bare var dejligt.
Der gik ikke længe før jeg skulle tage fat i en stor og spændende opgave, det var og lave det årlige teater stykke. Så jeg måtte igang med at finde ud af hvad det skulle handle om, og hvordan man bygger sådan noget op. Åmosen var lige startet med et rideprojekt, og det var noget brugerne kunne lide, så jeg syntes stykket skulle havde noget med en hest med. Kim Larsen, fylder også en stor del på Åmosen, så ham skulle også være plads til.  Der kom jeg i tanker om at han havde lavet en film der hed Tarzan Mama Mia, så det var oplagt at benytte dette tema for stykket, og den var  brugerne også friske på. Nu stod udfordringen på at bygge alle rekvisitterne, samt en stor hest i papmache, hvor der skulle kunne være en person inde i.  
Ind i mellem alle forberedelserne til teater stykket, fik jeg også lov til at få den store oplevelse  at komme med ud og sejle kajak, det var noget jeg blev helt vild med, og fik øjnene op for at brugerne kunne meget mere end jeg troede, så det var bare en fed oplevelse. Jeg blev bare vild det med at være på stranden hele dagen og sejle kajak, så det er noget jeg vil forsætte med fremover selv om jeg stopper på Åmosen.
Nu var vi nået til den store premiere for Tarzan Mama Mia, så tiden gik stærkt med at finde tøj og få de sidste rekvisitter på plads. Om formiddagen kom de lokale venner af huset til generalprøve og sidst på eftermiddagen kom forældre og deres venner fra husene hvor de bor. Jeg kan huske at det var spændende at se hvordan brugerne var nervøse eller det var nok mere mig som var det, jeg skulle jo vise alt det jeg havde gået og arbejdet med i 4 mdr. på 20 min. 
Vi havde lige lidt startproblemer med at huske hvad man skulle sige, men ellers gik det rigtigt godt , brugerne var rigtigt gode, og de kunne huske det hele, plus lidt at det de selv ville havde med. Men spontanitet skal der jo også være plads til, og når de gør det, kan man også rigtigt se hvem de er som person. Dette er jo bare dejligt for mig, at jeg kan se hvem de er og kan arbejde ud fra det.
Jeg var godt nok stolt over at have lavet sådan et flot stykke, hvis jeg selv skulle sige det. Men jeg har også lært meget om mig selv ved at lave sådan et stykke. Vigtigheden af at være nærværende, lyttende og tålmodig. Ellers kan jeg også sige at jeg har lært meget ved bare at være ude på Åmosen i et halvt år, hvordan hver person hver dag udfylder sit liv, opnår en livskvalitet og meningen ved livet. Og det har jeg sgu min store respekt for.
Jeg vil jo ikke glemme Åmosen det har været et dejligt sted at være, og man kan sige at man føler sig hjemme når man kommer på arbejde, og jeg som person er blevet mere bevidst om hvad jeg vil nu.
Jeg kunne fortælle så meget mere om det jeg har oplevet på Åmosen, men jeg kan så slutte af med at sige vi ses i Norge.