Kajakbygning med Paulus fra Ittoqqortoormiit

Fra sommerens grønlandske nationaldag husker I sikkert Paulus, der hjalp ihærdigt med at få surret Umiaqen færdig. Paulus er 18 år og blind, og han havde et brændende ønske om at få lov at bygge sin egen kajak.

Året før havde han allerede været ude og prøve en kajak da vi også fejrede Grønlands Nationaldag.

Paulus var her i efteråret ved Strandhusene for at bygge sin kajak, og sammen med de andre deltagere færdiggjorde de deres kajakskeletter.

Senere engang i januar kommer de tilbage for at sy betræk på kajakkerne.

Svend Ulstrup fortæller om arbejdet:
- Jeg kan blandt andet fortælle, at Paulus arbejdede meget professionelt og intensivt. Han har en energi, der kun kan virke afsmittende på os "seende", for han klarer de fleste opgaver uden synderlig hjælp fra min side. I stedet for at vise tingene, som jo ikke kunne nytte noget i Paulus tilfælde, brugte jeg istedet at lade ham føle sig til de former og tekniske udførelser som han skulle foretage. I stedet for blyantstreger, ridsede eller prikkede jeg de steder hvor han skulle høvle og bore. Når det kom til besnøringer af kajakken var Paulus en sand mester. Resultaterne var superstramme besnøringer, med uopbrydelige knuder, det var bare perfekt. De andre kursister var meget imponeret over hans arbejde og nok en kende undertrykket af at han også arbejdede hurtigere end dem.

Næste fase som er kajaksyningen er en helt anden arbejdsproces, men jeg er ikke i tvivl om at det også er noget han kan få et godt resultat ud af."

Til foråret skal han søsætte sin kajak, og Karin, hans pædagoghjælper, tog for 2 år siden et kajakkursus for på den måde at kunne bistå Paulus når han skal ud og sejle.

Jeg har selv tidligere arbejdet lidt med blinde, og meget teknisk arbejde kan ikke-seende udføre ligeså godt som os andre. Selvom man ikke se, kan man i stedet føle på formen af en genstand og danne sig et indtryk af hvordan det "ser" ud. På et kajakårebygningskursus havde jeg engang en blind deltager. Hans resultat var et af de bedste jeg har set. Med de 10 øjne der sidder ude i fingerspidserne, havde han evnen til at skelne mellem små detaljer, som seende havde svært ved at gennemskue forskellene ved.

I USA har jeg roet kajak med blinde, og deres største behov for hjælp var stort set kun at blive advaret mod særligt store bølger, som ville påvirke kajakken engang imellem.

Paulus eksempel og historie kan forhåbentligt være til opmuntring for andre blinde til at udfolde sig med projekter der blandt seende kan opfattes som umulige, men det er det heldigvis ikke i de blindes verden.

Jeg var nysgerrig efter at opleve om Paulus - som blind grønlænder - besad de samme evner som jeg har set være en næsten genetisk gave hos mange grønlændere, nemlig evnen til at arbejde med sine hænder og oven i købet med en skarp kniv.
Selvom Paulus blev blind pga. en sygdom da han var omkring 1 år gammel, har han aldrig kunnet se hvordan andre i hans hjemby, Ittoqqortoormiit, har arbejdet med især bygning af hundeslæde og fangstredskaber, som stadigt er en del af det nordøstgrønlandske samfund.
Derfor var det vidunderligt at se at han som mange andre grønlændere kunne bruge sine fingre med større præcission end mange andre jeg har haft på mine kajakbygningskurser.

Paulus byggede naturligvis en østgrønlandsk kajaktype, men de mange sammenføjninger blev surret sammen, i stedet for som det er traditionen i Østgrønland at blive dyvlet sammen.



Her sejler Paulus i en af Saqqits kajakker ved Selvstyredagen i 2009.