Brugere  
  Log ind  
  Registrer  
  Medlemmer  

Ferierejsen til de 2 fjorde

image
Årets tur hedder sejladsen i de 2 store fjorde Godthåbsfjorden - Ameralikken
Med lidt forsinkelse ankom vi til Nuuk i flot vejr og allerede om aftenen fik vi planlagt forløbet af dette års ferierejse.

MERE...

Først en tur til Kapisillit med Karen og Sten og besøg hos Apollo´s mormor. Derpå en tur med Steen til hans have i Ameralikfjorden om lørdagen.
Næste morgen klokken 7,30 ringede Karen og fortalte at vi skulle sejle allerede kl. 10 til Kapisillit på grund af vejrudsigten.
image
I flot vejr sejlede vi derefter ind mod Kapisillit hvor vi 6 timer senere blev modtaget af en meget rørt mormor og derefter indlogeret os i hendes hus.
image
Vi ville jo gerne smage noget rensdyr og Karen fik hurtigt fundet frem til en fanger der netop havde skudt et rensdyr og vi fik købt et godt stykke kød.
Det er mærkeligt at vandre i fjeldet i år - det ser ud til at være efterår - fjeldet ser gulbrunt ud, der er ingen blåbær og sortebær. Men det er august og årsagen til efterårsfarverne er millionvis af larver der har spist bladene på alle planter og buske. Det er larver fra en natsværmer der som græshopper har forandret fjeldene.
Apollo og jeg får de næste 2 dage vandret nogle gode lange ture inden vi om torsdagen skal være med til at fejre første skoledag i bygden.
Første skoledag er jo en stor festdag for alle i Grønland.
Skolen i Kapisillit er lille der går kun 10 elever men i år skal der begynde 3 nye elever - en stor dag. Pedellen har gjort rent de sidste par dage og lærerne har været i gang med forberedelserne.
Fra morgenstunden er flagene hejst alle steder i bygden og de første elever bliver fulgt i skole af festklædte forældre. Klokken 11 møder de nye elever op sammen med forælderne -alle i nationaldragter.
Om eftermiddagen er der kaffemik hos de 3 familier - alle i bygden er inviteret også gæsterne der netop nu er på besøg.
image
Apollo og jeg går på besøg sammen med mormoren. Der er en stolt og glad stemning i de små huse, børnene virker lidt benovede over at være i centrum for alles opmærksomhed, og viser gæsterne deres gaver: penge, farveblyanter, fiskestang og nyt tøj.
image
Der bliver snakket og grinet på livet løs om aftenen fornemmer man at der festes rundt omkring i på små huse. Sammen med Sten og Karen fejrer vi også dagen med ovnstegte nyfangede torsk.
Vi skal tidligt af sted næste morgen og selv om der er blevet festet næsten hele natten, er folk i bygden oppe og vi får sagt farvel og på gensyn
Vejret er flot og i helt roligt vejr sejler vi mod Nuuk. Ud for kolonihavnen i Nuuk stopper motoren pludselig på båden -mangler den solarolie eller hvad? Motoren vil ikke pumpe olien op så vi må ringe efter hjælp til at blive bugseret i havn. Snart efter kommer dykkerbåden og vi får et tov over og en halv time senere er vi i havn og en mekaniker er på vej for at se på motoren. Heldigt at det skete så tæt på Nuuk og i stille vejr så vi alle kunne være helt rolige.
Det er nu lørdag og Steen har haft nattevagt på børnehjemmet, han er dog fuld af energi og har provianteret så klokken 13 er vi igen på vej, denne gang til Ameralikfjorden - igen har vi hørt om en fin vejrudsigt, der holder hele vejen. Klokken 21 er vi fremme ved haven og Steen skal straks op og se hvorledes grønsagerne står. Apollo er træt og falder hurtigt i søvn ombord på båden. Et par timer senere vender Steen stolt tilbage grønsagerne er flotte og der venter os et par lange arbejdsdage med at tage kartofler og majroer op.
image
Hele søndagen og mandagen arbejder vi i haven, der bliver gravet kartofler og majroer op - ca 100 kg bliver det nok til. Derpå er det broccoli, grønkål, radiser, løg og blomster der skal ordnes inden alting skal bæres ned til båden, der omhyggeligt skal pakkes så der er plads til alle sækkene og baljerne.
Trætte sejler vi nu over til en stor bugt, for at nyde udsigten og nyde en god andendags suppe med nye grønsager og grønlandsk lam - uhm.
image
Næste dag er vi friske og Apollo og jeg får vandret en flot tur i fjeldet, her har larverne ikke hærget, så vi kan finde blåbær og det fornemmes meget bedre at vandre igennem det grønne landskab.
Vejrudsigten lyder stadig meget fint så vi bryder traditionen og vælger at sejle mod Nuuk her om eftermiddagen. Normalt er der store flodbølger i denne fjord om eftermiddagen - men ikke i dag og efter 7 timer sejllads er vi igen tilbage i Nuuk og kan på Sømandshjemmet efter et dejligt brusebad få en god nats søvn, så vi kan nyde de sidste dage i Nuuk.


Indsendt af: Poul Hansen den 20 Aug, 04 | 8:09 pm | Profil |         

ARKIVER

Powered by pMachine