Brugere  
  Log ind  
  Registrer  
  Medlemmer  

Lidt om kommunikation.

image
Hej.

Jeg hedder Lise og er pædagogstuderende her på værkstedet. Før jeg startede her, havde jeg kun et begrænset kendskab til de mennesker der arbejder her og var derfor meget spændt på hvordan det ville komme til at gå. Jeg havde kun positive forventninger til min praktik og glædede mig til at starte.
En af de ting jeg var lidt usikker på var, hvordan jeg ville kunne kommunikere med medarbejderne, men det går fint og jeg lærer hele tiden nye ting.

MERE...

image
Kommunikationen med medarbejderne på værkstedet er en kontinuerlig proces, der foregår på forskellige niveauer, der bliver tilpasset den enkelte medarbejder. Med de medarbejdere der har et verbalt sprog, er det for mig, der er ny indenfor dette område, dem der er lettest at kommunikere med. De der har et verbalt sprog, kan dog nogle gange være meget svære at forstå, da de ikke altid bruger ordene, som jeg ville gøre eller de udtaler dem utydeligt. De fleste af disse medarbejdere, kan også bruge tegn til tale, hvilket tydeliggør hvad det er de vil sige. Jeg synes her, at der kan være svært både, at skulle lytte og se efter tegn til tale, da jeg samtidig gerne vil vise at jeg lytter, ved at se på dem, altså deres ansigt og så overser jeg let eventuelle tegn de bruger.
De medarbejdere der ikke har et verbalt sprog, bruger i de flestes tilfælde tegn til tale, hvilket jeg prøver at bruge, med de tegn jeg har lært og ellers prøver jeg mig frem og prøver at spejle de tegn medarbejderne bruger. Jeg spørger også jævnlige mine kollegaer om hvad forskellige tegn betyder eller hvordan jeg kan spørge om fx en borger vil have en kop kaffe. Når muligheden er der, finder jeg forskellige ord på en tegn app, som jeg så kan slå op hurtigt, når jeg har brug for det.
image Fælles for alle medarbejderne er det, at min måde at kommunikere på, skal være tydelig, konkret, rolig, respektfuld, lyttende og afventende, så medarbejderen har mulighed for at forstå hvad jeg har sagt og har tid til at reagere på det. Det tager nogle gange lang tid og kræver at man er tålmodig.
Jeg er opmærksom på, at i min kommunikation med medarbejderne taler med dem som voksne mennesker, men stadig tilpasset deres individuelle forudsætninger, så de ikke bliver talt hen over hovedet på, men bliver deltagere i samtalen. Det kræver ofte en del gentagelser, når man taler med medarbejderne, men som jeg har erfaret, er det med til at gøre tingene tydelige for dem der har brug for det. Engang imellem er jeg dog nødt til at sige slut, da det ellers kan tage overhånd og kommer til at fylde for meget.

De forskellige medarbejdere har forskelligt tegn man skal være opmærksomme på, en har fx som nævnt ovenfor brug for mange gentagelser, samtidig kan medarbejderen også godt lide, at få tingene sat i rækkefølge, hvilket gør de nærmeste timer mere overskuelig. Man på den måde også dele dagen ind i mindre bidder. En metode der kan bruges med alle medarbejderne. Der er flere af medarbejderne, der har mønstre, der gentager sig selv og som man kan blive nødt til at stoppe, for at de kan komme videre i dagen. Man skal dog være opmærksom på, at det et gentagende mønster også kan være en tryghed for den enkelte, altså er det nødvendigt vurdere den enkelte situation. Nogle medarbejdere har brug for at få bekræftet, at de er gode nok og det kan man gøre på flere måder, fx ved at komme med annerkendende ord, et nik og et smil eller bruge tegn til tale. Hvis jeg ikke rigtig forstår hvad en medarbejderne forsøger at fortælle mig, kan jeg mærke at de bliver frustrerede og irritable, hvilket jeg godt kan forstå og jeg prøver i de situationer, at få fat i en kollega og høre om de kan hjælpe. De situationer bliver heldigvis færre med tiden.
Det er derfor vigtigt, at personalet der arbejder her, har eller får et godt kendskab til medarbejderne, da det giver en større forståelse af den enkelte medarbejders historie, situation, kompetencer og muligheder for deltagelse i de fælles aktiviteter, samtidig kan man hurtigere aflæse, om der skal ske noget for at undgå situationer der kan udvikle sig uhensigtsmæssigt.

Jeg fik ved praktik starten udleveret et kamera, som jeg bruger meget og de billeder jeg tager, bruger jeg også til at få en snak med medarbejderne, omkring de opgaver vi laver i dagligdagen, det er et kommunikations middel, jeg ikke tidligere har brugt meget, men som er meget brugbart i forhold til de medarbejdere vi har på værkstedet, samtidig er det et godt redskab, når vi snakker om/erindrer oplevelser, vi har haft. Samtidig er det en overskuelig måde at dokumentere dagligdagen på og igen på den måde at vise en del af medarbejdernes personlige og fælles historie på.
image Der er også situationer, hvor man kan blive nødt til at fortælle medarbejderen, at han eller hun skal koncentrere sig om egne opgaver og ikke blande sig i de andres. I de tilfælde fortæller jeg stille og roligt, at jeg har styr på situationen, så de kan fortsætte det de selv arbejder med.
Hvordan man kommunikerer kommer an på hvem man er og hvilke kommunikationsformer man kan og kender, men ligegyldigt hvad, så ved jeg at alt hvad vi gør er kommunikation, også når vi ikke bruger ord. Og hvis man er åben overfor at lære og modtage kommunikation fra andre mennesker, bliver det hele meget lettere.


Indsendt af: Lise Nyborg den 05 Oct, 17 | 3:08 pm | Profil |         

ARKIVER

Powered by pMachine