<< En festlig medaljedag   |   TILBAGE   |   Skoven igen >>

På sporet

image
Det er altid meget livsbekræftende for os at følge alle de handicappede deltageres idrætsudfoldelser heroppe i sneen.
Deres gåpåmod og livsglæde er bemærkelsesværdigt og berigende.
I år har det nok især været Apollo der særligt har vakt vores opmærksomhed og fået vore øjne op for hvilke helt særlige kvaliteter der er i at løbe på langrendski og være ude i naturen med masser af aktiviteter.
Apollo er helt blind og har et meget svært kommunikationshandicap, men Apollo besidder også noget helt specielt - en utrolig vilje og en fantastisk kropsbevidsthed.
Heroppe i Norge på langrendsløjperne med hans gode træski har Apollo nu imponeret alle med hver dag at løbe over 10 kilometer på ski i et ganske krævende langrendsområde. Flot og hurtigt glider han af sted med glade Apolyde. Og hans evne til lige netop at finde sporet i løjperne er imponerende, samtidig med at han intenst lytter efter vore ski lyde så han kan indrette sin retning præcist til at foretage vendinger og løjpeskift. Det er bare så flot....

I går tirsdag gik han en særlig lang tur med højdeforskel på over 300 meter med krævende op og nedkørsler.
Det må være noget helt særligt for Apollo selv at kunne bestemme tempo heroppe i sporet, gå helt selv uden afhængighed af en anden person og holde pause samt møde anerkendelse for sin fantastiske viljestyrke og glæde ved at få lov til at boltre sig.
Hver dag har sine sjove og overraskende små oplevelser – her forleden dag kom Apollo gående op ad en stejl bakke i højt tempo, mens et par knapt så øvede skiløbere kæmpede op af den samme bakke med sildebensbevægelser og store problemer med at komme op. Deres øjne blev store, da Apollo bare lige overhalede dem. ”Kli, Kli” sagde en glad Apollo.

Således beriget kunne vi forsætte denne gode skitur og samtidig glæde os til næste års Vinteridrætsdage i Norge.
Vi ses.

MERE...


Indsendt af: Poul Hansen den 20 Mar, 13 | 9:42 pm Profil        

Weblog

Powered by pMachine