<< Lidt sne i skoven   |   TILBAGE   |   Snevejr ved Åmosen >>

Ny politik for handicappede i Sorø Kommune

image
Sorø Kommune har fået en handicappolitik. Borgmester Ivan Hansen håber, det bliver startskuddet til en lang række konkrete tiltag, der kommer til at gavne de handicappede borgere i kommunen.
Man kan downloade handicappolitikken her

MERE...

Mennesker, som har fysiske, psykiske, mentale eller andre funktionsnedsættelser, oplever ofte, at forskellige barrierer i samfundet, forhindrer dem i at deltage fuldt ud i samfundslivet på lige fod med alle andre. Barriererne omfatter typisk manglende fysisk tilgængelighed, manglende tilgængelighed til information, begrænsede ressourcer eller begrænset viden, fordomme, og en tilbøjelighed til at ”gøre tingene som man plejer”.

Borgmester Ivan Hansen glæder sig over, at handicappolitikken nu er klar. Han siger:

”En handicappolitik kan ikke i sig selv fjerne barrierer og sikre lige vilkår, men handicappolitikken kan skabe en viden og bevidsthed om de vilkår, rettigheder og behov borgere med handicap har. Byrådet har samtidig valgt at handicapområdet skal være et tværgående indsatsområde i kommunen i 2009. I praksis betyder det, at alle kommunens fagcentre har udarbejdet målsætninger og succeskriterier for 2009 med udgangspunkt i handicappolitikken. Målene omfatter for eksempel bedre tilgængelighed generelt, bedre adgang til arbejdsmarkedet, bedre adgang til medarbejdere med specialviden og generelt større fokus på borgere med funktionsnedsættelser.”

Det første konkrete resultat af handicappolitikken kommer fra Fagcenter Plan og Miljø, som allerede nu er på vej med en folder om, hvordan man sikrer, at de huse, man bygger, er tilgængelige for handicappede. Det gælder både private, der bygger, og offentligt byggeri i kommunen. I løbet af året tager kommunen desuden fat på at gennemføre nogle brugertilfredshedsundersøgelser blandt borgerne i vores botilbud.

Gert Jørgensen, formand for Handicaprådet supplerer:

”Sorø Kommunes særlige opmærksomhed på handicapområdet i 2009 indgår også i en større sammenhæng, idet FN's internationale handicapkonvention forventes at blive en del af dansk lovgivning i løbet af 2009. Det betyder at konventionens artikler skal indarbejdes i kommunernes opgaveløsning. Her er vi godt med i Sorø, fordi kommunens handicappolitik tager udgangspunkt i FN’s Standardregler og i overensstemmelse med FN’s Handicapkonvention.”

Interesserede kan hente handicappolitikken i Borgerservice i Sorø, Dianalund og Stenlille og på bibliotekerne. I løbet af et par uger vil man også fra hjemmesiden kunne downloade en oversigt over samtlige Sorø Kommunes mål i forhold til handicappede.
Du kan læse mere om Handicaprådet og dets arbejde her.


Indsendt af: Poul Hansen den 04 Feb, 09 | 8:37 am Profil        

Weblog

Powered by pMachine